Mød vores sponsorer

”Vi vil fejre det rene vand og samtidig sætte fokus på vandets betydning i hele dets cyklus”

De er med til at sikre, at vores vand er rent nok til at svømme i, og de lægger navn til vores stafet. Mød Krüger A/S, der fejrer vores rene vand til TrygFonden Christiansborg Rundt og resten af året arbejder utrætteligt på at bevare det.

”Vi vil fejre det rene vand og samtidig sætte fokus på vandets betydning i hele dets cyklus”

Af Maja Lorentzen, kommunikationskonsulent i Dansk Svømmeunion. Foto: Jesper Westley

Miljøvirksomheden Krüger A/S har siden 2010 været sponsor af TrygFonden Christiansborg Rundt og lægger navn til Krüger Stafetten. Anne Abraham er HR- og Kommunikationsdirektør for de 400 medarbejdere og har været en del af samarbejdet med Dansk Svømmeunion lige fra starten.

”Der er to sider i, at vi synes, det er rigtig interessant at være med til at arrangere TrygFonden Christiansborg Rundt. Det ene er selvfølgelig, at det er en fantastisk fejring af det rene vand. Det er hjertet i alt, hvad vi brænder for og lever for hver eneste dag − at sikre rent vand på alle mulige måder,” forklarer Anne Abraham og fortsætter:

”Det andet er, at det er med til at forstærke følelsen af at gøre noget sammen som kolleger, fordi man også investerer noget af sig selv, når man er med. Det giver noget andet at tale om på kontoret end det rent arbejdsmæssige.”

Anne Abraham fortæller, at en lang række af medarbejdere og samarbejdspartnere hvert år danner firmandshold og deltager i stafetten:

”Året før corona stillede vi med 14 hold, og vi har også mange medarbejdere, der kommer ind og er med til at heppe. De støtter op om deres kollegaer og synes, det er superfedt at være med uden at springe i vandet.”

Læs også: Dansk Svømmeunion fejrer svømningen og det rene vand

Et sponsorat, der giver rigtig meget mening

Indtil 2010 bestod TrygFonden Christiansborg Rundt udelukkende af 2000 meter distancen for individuelle svømmere. Dansk Svømmeunion ønskede at udvide arrangementet med en stafet, hvor den enkelte holddeltager svømmer 500 m, så holdet klarer de 2000 m rundt om Christiansborg i fællesskab. Der var dog brug for en sponsor for at få stafetten op at stå.

”Vi ønskede at samarbejde med en virksomhed, der arbejder med rent vand og har været med til at sikre, at Københavns kanaler er rene nok til at svømme i,” forklarer Caroline Kleemann, der er projektleder for TrygFonden Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.

Artiklen fortsætter nedenunder.

Derfor var det oplagt at spørge Krüger A/S. De har nemlig samarbejdet med Københavns Kommune, forsyningsselskabet HOFOR og adskillige bygherrer med fokus på det rene vand i havnen. De har rådgivet og designet løsninger til, hvordan vi sikrer, at vi har rent vand i havnen og undgår overløb.

”Vi føler i høj grad, at vi har en aktie i, at København har et fantastisk vandmiljø dag. Så da vi blev spurgt, fandt vi hurtigt ud af, at det giver rigtig meget mening for os at være en del af. Og vi har haft et fantastisk samarbejde hele vejen igennem med Dansk Svømmeunion. Det har været og er stadig et meget, meget stort plus at være med sponsor,” fortæller Anne Abraham.

”Det giver os stolthed og fællesskab”

Selve konceptet med stafetten er også noget, der i høj grad tiltaler Krüger A/S:

”Vi kan rigtig godt lide den folkelige dimension af stafetten, fordi fx fire kolleger kan samles og gøre noget sammen. Vi har altid haft mange aktiviteter i vores organisation, der handler om styrke fællesskabet. Når arrangementet så foregår i Københavns rene kanaler, er det en ekstra dimension for os at få på − det giver os stolthed og fællesskab.”

Anne Abraham og hendes kolleger har mange gode oplevelser fra selv at deltage i stafetten.

”Alle synes, det er ret unikt og meget ubeskriveligt. Der er bare en helt særlig stemning, man ikke oplever på andre tidspunkter i København, fordi det er noget, som er designet til kun at foregå på ét tidspunkt.”

For at komme med et eksempel, fortæller hun, at der ofte opstår ofte sjove situationer ved stafettens skiftesteder, når svømmerne kravler op af vandet og går resten af ruten langs kanalen:

”Hvert eneste år oplever jeg turister, der bare står og undrer sig over, hvad der foregår. Det er ikke så tit, at man midt i en storby ser svømmere, der går rundt i deres våddragter eller har hevet den halvt ned, fordi de har det rigtig varmt. Det er bare en helt anden kultur, man lige pludselig ser midt i København.”

Læs også: Krüger A/S og Dansk Svømmeunion er gået sammen om at skabe nyt fredagsarrangement

Vi vil både fejre og bevare vores rene vand

I dagligdagen kommunikerer Krüger A/S slet ikke med slutbrugerne − altså alle os, der har glæde af det rene vand. De samarbejder med industrikunder og forsyningsselskaber. Men på selve dagen for TrygFonden Christiansborg Rundt kan enhver på pladsen komme forbi Krüger A/S’ vandbar, hvor man kan fylde sin vandflaske og få en snak om rent vand.

”Det er en mulighed for at profilere det, som vi brænder for hver eneste dag, overfor nogen, der ikke kender os i forvejen. I vandbaren får vi ofte en hurtig snak med dem, der får fyldt drikkedunken op: Hvad laver I? Jamen, vi arbejder for rent vand. Ej, hvor fedt!” gengiver Anne Abraham og uddyber:

”Det er med til at understrege vigtigheden af noget, som vi alle sammen lidt tager for givet hver eneste dag. Hvis du pludselig ikke kan tappe rent vand fra hanen derhjemme og måske skal koge det eller hente det et andet sted, så oplever du virkelig, hvor meget det betyder.”

Derfor ser Anne Abraham – og resten af Krüger A/S – TrygFonden Christiansborg Rundt som en unik mulighed for både at fejre vores rene drikke- og badevand og fortælle om, hvordan vi sikrer, at vi også har det i fremtiden.

”Vores vand er så rent, at vi kan svømme i det midt i vores hovedstad. Det kræver rigtig meget at nå dertil. Vi vil gerne fortælle historien om, hvordan vi sikrer, at vi får renset vores spildevand, så det ikke løber ud og skaber problemer. Og hvordan vi kan håndtere kraftig regn, så vi undgår overløb, der ødelægger vores vandmiljø,” siger Anne Abraham og fortsætter:

”Vi vil sætte fokus på hele vandets cyklus og samtidig fejre vores rene vand på alle mulige måder. Blandt andet ved, at vi står med vores vandbar til TrygFonden Christiansborg Rundt og siger: Drik nu postevand fra hanen, for det er som hovedregel det bedste vand, du kan få.”

Tilmeldingen til Krüger Stafetten er stadig åben

Har du tre venner, familiemedlemmer eller kolleger, som du vil dele en uforglemmelig oplevelse med? Og kan I alle svømme 500 m? Så tilmeld jer Krüger Stafetten, og vær med til at fejre vores rene drikke- og badevand den 26.-27. august 2022 – I kan stadig nå det.

Læs mere om distancerne, og tilmeld jer her.

Sådan monterer du din chip

25 august 2022

Har du aldrig svømmet med en chip før, eller trænger du til at få genopfrisket, hvordan den monteres? Så se med i videoen her.


Se mere