Flere end nogensinde svømmer TrygFonden Christiansborg Rundt
Rekordmange hoppede i Københavns kanaler til Danmarks største åbent vand-event, der foregik over to dage.
Denne weekend vil mere end 4.500 svømmere hoppe i kanalen – og fredag aften lyser vi København op med selvlysende havtasker i tusmørket.
Med det største deltagerantal nogensinde er SvømDanmark denne weekend klar til at byde mere end 4.500 svømmere velkommen til Danmarks største åbent vand-svømmeevent: TrygFonden Christiansborg Rundt.
”Trygfonden Christiansborg Rundt er svømning og vandglæde, når det er bedst. Det rene badevand er som en magnet for liv, glæde og fællesskab. Og det ser vi med de rekordmange deltagere til Christiansborg Rundt,” siger Allan Nyhus, direktør for SvømDanmark.
De mere end 4.500 deltagere vil begive sig ud på fem forskellige distancer: Krüger Stafetten (4x500 m), REMA 1000-meteren, 2.000 m, 2.000 m by night og 10.000 m.
”Det betyder, at eventet favner utroligt bredt – vi har både de garvede åbent vand-svømmere, der begiver sig ud på 10.000 m-distancen, de nye åbent vand-svømmere, som prøver eventet af med REMA 1000-meteren, dem der gerne vil svømme den klassiske 2.000 m rute, dem der godt kan lide at race på 500 m i en stafet, og dem der deltager for at få en helt unik oplevelse med at svømme 2.000 m by night,” forklarer Allan Nyhus.
Der er stadig åbent for tilmelding på enkelte 2.000 m-heats om lørdagen.
Rekordmange vil svømme gennem kanalerne i tusmørket
Allerede før åbent vand-sæsonen officielt startede i maj måned, var der forsvindende få pladser tilbage på den 2.000 m lange by night-distance, og vi måtte åbne op for flere heats.
Det betyder, at vi fredag aften sender mere end 550 svømmere af sted i tusmørket, og hver eneste svømmer er udstyret med en selvlysende havtaske.
”De to seneste år har det været et helt spektakulært syn, når deltagerne svømmer gennem kanalerne med deres selvlysende havtasker i alle regnbuens farver. Mange af deltagerne fortæller, at det har været en hyggelig og unik oplevelse – og endnu flere har haft lyst til at prøve det i år,” siger Allan Nyhus, direktør i SvømDanmark.
Distancen er særligt populær blandt vores udenlandske deltagere. Udover danskerne er en hel del fra Europa og Storbritannien er tilmeldt, og de får bl.a. selskab af svømmere fra Argentina, Australien, New Zealand, Kina og Canada.
”Vi er stolte over, at vores event er med til at sætte Danmark på verdenskortet i forhold til åbent vand-svømning,” siger Allan Nyhus og fortsætter:
"Vi så under OL, hvad det rene vand eller mangel på samme i Seinen kan gøre for en storbys selvforståelse. Vi er heldigvis bedre stillet her i København, for siden 2006 har vi, med nogle få undtagelser, hvert år kunnet svømme rundt om Christiansborg. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre. Sådan burde det være i alle europæiske storbyer – at befolkningen kan hoppe i vandet og opleve livsglæde og fællesskab i mødet med vandet."
Konceptet hedder TrygFonden Christiansborg Rundt by night og vil finde sted fra kl. 20.00-21.30.
SvømDanmark og miljøvirksomheden Krüger Veolia A/S gået sammen om at stable et fredagsarrangement på benene, der skal gøre det nemmere for virksomheder at se potentialet i at være med. Man kan nemlig stille op i Krüger Stafetten som et hold af fire personer, hvor der svømmes 500 m hver.
”Vi vil rigtig gerne åbne virksomhedernes øjne for, at medarbejdergrupper kan deltage, og at alle kan være med – ligesom mange virksomheder deltager i DHL-stafetten. Det er muligt at tage samlet af sted fra kontoret fredag og være med om eftermiddagen eller aftenen,” siger Allan Nyhus, direktør i SvømDanmark.
Fredag aften på eventpladsen vil der være både mad og levende musik i form af en jazztrio. På den måde kan fx grupper af kollegaer mødes efter deltagelsen og spise sammen. Mere end 500 deltagere er tilmeldt Krüger Stafetten i år.
Ved pressehenvendelser kontakt da:
Presse- og kommunikationskonsulent Maja Lorentzen (M: 2056 7281 / E: mkl@svoem.dk)
Rekordmange hoppede i Københavns kanaler til Danmarks største åbent vand-event, der foregik over to dage.